Tilbage

Fredagsbrev

Nr. 14. 32. årgang. Fredag den 2/12 2011.

I torsdags var der juleklip på skolen. I den forbindelse havde eleverne i børnehaveklasse – 4.kl. inviteret deres bedsteforældre til en hyggelig dag. Der var mødt omkring 60 bedsteforældre, familiemedlemmer og venner op til juleklip, og det blev en god dag med masser af julehygge, sang, fortælling og ikke mindst julebingo.

Tak til de fremmødte for en god dag, som betød rigtigt meget for vores børn.

 

På mandag kl. 18.30 fremlægger 8. - og 9. kl. deres projektopgave for forældre og 7. klasses elever. Vi er spændt på at se resultatet af deres hårde arbejde.

 

På onsdag tager bh.kl.- 2.kl. på juletur til Skive, her skal de på cafe og på skøjtebanen.

 

På torsdag er der cykeleftersyn. Vores lokale betjent kommer på besøg og kontrollerer om børnenes cykler er klar til den mørke tid. Cykeleftersynet starter kl. 09.00, så brug weekenden til at få kontrolleret cyklen for det lovpligtige udstyr

  • Bremse, der virker pålideligt.
  • Hvid refleks foran og rød refleks bagpå.
  • Bevægelige reflekser, der er hele og rene og synlige.
  • Klokke, der kan ringe klart.
  • Lås, således at cyklen kan låses, når man stiller den fra sig. I lygtetændingstiden og i tåget eller diset vejr skal cyklen desuden have:
  • Forlygte med hvidt lys, der kan ses forfra i mindst 300 m afstand, og som også er synlig fra siderne. Hvis lyset blænder andre, skal det kunne blændes ned med en særlig kontakt på lygten.
  • Baglygte med rødt lys, der er synligt i mindst 300 m afstand uden at blænde

 

Alle, som har en cykel, skal medbringe den til kontrol.

 

Igen i år er menighedsrådet, borgerforeningen og skolen gået sammen om et adventsarrangement i Thise. Vores elever bidrager bl.a. med kor og Luciaoptog. Elever fra 3.kl. og opefter kan deltage i optoget. Else Overgaard kommer i løbet af den kommende uge og øver med børnene. 

 

Fritteren

 

Julefrokost i Fritteren.

På torsdag fejrer vi november/ december fødselsdagbørn i fritteren. Vi vil lave en lille julefrokost, vi satser på alle vil deltage. Vi vil gerne, hvis børnene først bliver hentet efter kl.15.00.

Det vil være en stor hjælp, hvis en forælder vil lave små frikadeller og frugtsalat til os.

 

Børnene har ønsket pakkeleg. Derfor skal alle medbringe en pakke til en værdi af højst 15,00 kr.

 

Besked vedrørende frikadeller / frugtsalat, senest mandag af hensyn til indkøb.   

 

M88

 

Fra M88: Ca. 20 børn er nu godt i  gang med at tilbagelægge mange ro-kilometer inden 24. december. Mange ror et par kilometer pr. dag, og enkelte har allerede passeret de første 15 km. Der er en lille samtale og en lille præmie for hver 5 km.
Du kan stadig nå at underskrive en kontrakt.







Tilbage

© Udarbejdet af ThiseWeb.dk