Tilbage

Fredagsbrev

Nr. 26. 30. årgang. Fredag den 5/3 2010.

 

I mandags var 1.kl. på indkøbstur til Skive, hvor de handlede ind efter en dosmerseddel. De havde en hyggelig tur.

 

I torsdags ansatte vi Bibi Andersen, som afløser for Lucy. Bibi er 29 år kommer fra Rødding, hvor hun bor med sin mand og to børn.

Bibi er færdiguddannet fra Skive Seminarium i 2009 og har været på barsel siden. Hun overtager i første omgang hele Lucys skema og klasselærerfunktionen i 2.kl.

Bibi og jeg har aftalt, at forældrene i 2.kl. vil blive indkaldt til et fyraftensmøde i løbet af de næste par uger.

 

Et stort velkommen til Bibi og hendes familie, som vi glæder os til at lære at kende. Børnene har allerede modtaget hende med åbne arme, tegninger etc.  

 

Når et barn er sygt, skal man ringe til kontoret om morgenen og meddele det. Det skal man gøre hver morgen, medmindre man på første sygedag med sikkerhed kan sige, at det drejer sig om flere dage. Grunden til, at man skal ringe hver dag er, at vi ikke kan vide, om barnet er sygt eller kommet til skade på vej til skole. Vores ordning er en ekstra service, som er mere tidskrævende end, hvis man blot skulle skrive i en kontaktbog efter endt sygdom. Vi håber, at I vil støtte op om ordningen, da det er i alles interesse, at vi ved, hvor børnene er.     

 

I næste uge er 8.klasses eleverne på introduktions kursus på en lang række ungdomsuddannelser.       

 

Fritteren:

 

Solen har lokket os ud i denne uge, og vi vil fremover satse på at lege lidt ude hver dag. Så husk udetøj og skiftetøj.

Vi har haft airtracken fremme og leget Tarzan i rebene - det gav sved på panden.

Gamle lege, "gemme fingerbøl"," den som ejer denne pant" ," sænke slagskibe" og ikke mindst at ”kigge stjerner” har været til stor fornøjelse for børnene i den forgangne uge.

Pigerne har syet tasker. Vi forsøger at lave modellervoks.

Piger fra 5.kl. har bagt havregrynsboller til fritterbørnene, og nybagte boller er altid populære.

 

Der er kommet nye ferietilmeldings sedler til 3.kl., da vi erfarede, at nogle havde et pasnings behov, som lå ud over, hvad vi i første omgang havde planlagt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 







Tilbage

© Udarbejdet af ThiseWeb.dk